Sammen bryder vi tabu om psykisk sygdom

❤️ Tak til anonym kvinde, 40 år for at dele med os 🙏🏼

Læs hendes opslag her 👇🏼

———————————————————————

Her er min historie:

Jeg har vidst i mit hele liv, at jeg er lidt anderledes, men har aldrig haft nogen diagnose.

Jeg fik en dreng i 2015 med en meget traumatisk fødsel, og har været hjemme i 8 måneder med ham. Disse var den sværeste tid i mit liv nogensinde.

I det sidste par år havde jeg mistanke om, at der er noget forkert med min søn, og havde en lang tids kampe med børnehaven, lægerne og min familie.

Til sidst i 2020 blev jeg hørt, og vi var på vej til en diagnose. Desværre pga corona var processen meget langsom, og han fik sin asperger-diagnose i oktober 2021.

Det var på den tid, hvor jeg også begyndte at læse efter mine udfordringer i forhold til mit barn, arbejde og familieliv.

Jeg blev stærk nok i hjertet og besøgte min egen praktiserende læge med mine tanker, og han sendte mig videre til psykiatrisk undersøgelse.

Jeg fik min diagnose i marts: adhd+asperger.

Lige nu er jeg behandlet med en medicin, men vi stadig tester om hvilken dosis jeg skal have.

Min oplevelse er, at selv om sundhedspersonalet er venlige og tålmodige, men processen går alt for langsomt.

Det er næsten et år til at min dreng får noget terapi, og jeg har intet, kun medicinen.

Min arbejdsgiver var ond ved mig, har misbrugt mig både fysisk og mentalt, og selvom min psykiater har samtarbejder med mig og sendt mig til sygdagepenge, har jeg stadig følelsen af, at jeg får minimal pleje.

Arbejdsgiveren forårsagede min depression og stress, og jeg kæmper med disse derhjemme helt alene mens jeg pleje med min søn og går til terapi med ham.

Jeg føler, at sundhedspersonalet prøver at rotere sagen så hurtig så muligt, og det går over kvaliteten af behandling.

Men i alt har jeg stadig mere positiv end negativ oplevelse.

Hilsen anonym kvinde, 40 år.

Psykiatri: Patricks fortælling

Mit navn er Patrick, jeg er 30år gammel og er diagnosticeret med den psykiske sygdom ‘Paranoid Skizofreni’, og har tidligere døjet med angst, social angst og panik angst.

Jeg vil fortælle lidt om hvordan psykiatrien kan gøres bedre og hvordan en der arbejder i branchen bliver selv syg med psykiske problemer.

Der er mange ting som kunne gøres bedre, men det er ikke alle de ting som kan gøres bedre.

Mange oplever ventetiden i psyk akut skadestue er for lang🤔 det er også ganske rigtigt, men det er fordi at hospitalerne er underbemandet og man skal igennem en proces inden du bliver indlagt, jeg ved det på egen erfaring og ventetiden er noget af det værste, man skal også give personalet sin credit for det de gør! For de gør hvad de kan.

Men det er for det meste kun små visit man får, mange tilfælde er man enten ikke klar eller så stilles diagnosen for hurtigt, jeg var en af de heldige, som fik en god indlæggelse da jeg skulle diagnosticeres.

Men kampen og ventetiden er svær og hård, hvis man har et godt netværk udenfor psykiatriens vægge, så som familie der kun vil dig det godt, så vil de 100% støtte dig i din indlæggelse.

Men svært er det.

Arbejdspladsen i psykiatrien er også hård, det har jeg også haft på tæt hånd, har en jeg kender som har arbejdet i den lukkede del af psykiatrien og det har ødelagt den person, hvad personen ikke er udsat for på sin arbejdsplads, det er frygteligt.

Jeg vil gerne ses som et menneske der er normal, men selvfølgelig skal man være åben og modtage det der kommer, for et ret normalt liv bliver svært at få igen, men støtten er stor, både fra familie men også psykiatrien, hjemmeplejen hjælper også med det de kan og jeg er så taknemlig for alt den hjælp jeg får.

Jeg syntes tabuet med psykisk sygdom skal brydes og der skal mange flere kræfter(personale) til end der er nu.

Det vil gavne alle de mennesker som går med de besværligheder som jeg har men stadig går med i længden.

Jeg tager gerne denne kamp op, og opråber til fælles støtte og kamp for en bedre psykiatri!❤️

Håber i vil læse det her!

Hilsen Patrick.

Psykiatrien skal styrkes NU

Den tragiske hændelse i Fields 3. juli 2022 påvirker mig på mange måder.

Det rører mig, fordi uskyldige mennesker er blevet dræbt og såret. Det tynger mig ubeskriveligt.

Det er så meningsløst.

Det forlyder, at den unge mand bag det grusomme angreb er psykisk syg. Det forlyder at han lider af skizofreni. Vi kan ikke vide med sikkerhed, hvilke diagnoser han lever med, men vi kan dog være sikre på, at et raskt menneske ikke dræber andre i en blodrus.

Det påvirker mig. Fordi jeg arbejder med mennesker med psykiske sygdomme som sygeplejerske i intensiv lukket psykiatri. Jeg møder dem når de er akut dårlige og ubehandlede. Jeg ser dem når de får det bedre og udskrives eller overflyttes til åben psykiatri. Ofte møder jeg dem desværre igen, pga. medicinsvigt, akutte belastninger og/eller et psykiatrisk system der ikke er tilstrækkeligt.

Jeg holder af de her mennesker.

Det er mennesker der, hvis de ved de er syge, naturligvis ville vælge et andet liv. Et liv uden psykoser, vrangforestillinger, stemmehøring, bivirkninger af medicin, ensomhed og stigmatisering.

Jeg frygter, at gårsdagens hændelse vil bidrage yderligere til den stigmatisering, mennesker med skizofreni møder i vores samfund.

Det er på mange måder trist og uudholdeligt.

Samtidig tvinger den ulykkelige hændelse nu politikerne til at øge ambitionsniveauet og standarden i psykiatrien generelt.

Regeringen har syltet 10års planen for psykiatrien så længe, at den i bedste fald kan kaldes en 8års plan.

Vi skal have styrket psykiatrien. NU.

Vi skal sikre flere sengepladser, bedre udredning, bedre sammenhæng mellem sektorer og vi skal have flyttet nogle væsentlige ansvarsområder fra kommunerne over i regionerne.

Vi skal også have kigget på Psykiatrilovens lovgivning omkring tvang. Vi kan ikke entydigt fokusere på nedbringelse af tvang, selvom det lyder romantisk og rart.

Vi skylder patienter, pårørende, medarbejdere og det omkringliggende samfund, at sikre stabil medicinsk behandling af de dårligste patienter i psykiatrien. Ofte indebærer det tvang, da de dårligste patienter ikke oplever at have sygdomsindsigt.

Jeg er langt fra færdig med at reflektere over det der skete i går, og jeg håber, at debatten omkring en bedre psykiatri vil udfolde sig på den politiske scene.

Psykiatrien SKAL på dagsordenen – og jeg er klar til at give mit besyv med.

Jeg elsker mit job!

Ikke alene er mit job som sygeplejerske i psykiatrien noget af det mest spændende jeg har prøvet – jeg er også blevet spurgt om jeg vil være klinisk vejleder for sygeplejestuderende i afsnittet 💪🏼

Det har jeg takket ja til. I Praksis betyder det, at jeg, sammen med en fantastisk sygeplejerske-kollega, vil få ansvaret for de seje drenge og piger som læser til sygeplejerske, og som i løbet af deres uddannelse skal have ophold på vores afdeling 👩🏽‍⚕️🧑🏼‍⚕️

Vi mangler sygeplejersker overalt i Danmark, og vi skal lægge kræfter i at skabe interesse for vores fag.

Dygtige, engagerede sygeplejersker skal bidrage til at tale faget OP, så vi kan fastholde studerende og få endnu flere til at søge ind på sygeplejestudiet ❤️

“Jamen, Denise. Skal du ikke i Folketinget?”

Jo. Det håber jeg. Jeg har drømme og visioner for Danmark og for mine børns fremtid, som jeg gerne vil kæmpe for politisk.

Men jeg holder ikke vejret i mellemtiden.

Jeg lægger mine kræfter der, hvor jeg kan gøre en forskel.

For mig findes der ikke en plan A eller en plan B. Jeg ved, at min energi og mit engagement er godt givet ud – uanset hvor jeg lander.

Stalket gennem mere end 2 år

Jeg har taget tilløb til dette opslag igennem lang tid. Oftest har jeg, med hjertebanken og rystende hænder, været nød til at lægge tanken fra mig. Fordi modet svigtede og angsten for stalkeren vandt.

Det drejer sig om en traumatisk tid i mit og i mine børns privatliv. Mere end to år med voldsomme, grænseoverskridende oplevelser.

Jeg har besluttet mig for, at jeg er nødt til at fortælle vores historie. Selvom mine hænder ryster imens jeg taster, og jeg må tage flere dybe indåndinger.

Dyb vejrtrækning.

Opslaget bliver langt. Måske mit længste. En video havde været bedre, det ved jeg. Men det er endnu for svært. Jeg håber I vil følge med.

Gennem flere år, omtrent så længe jeg har været engageret i politik, har mine børn og jeg været forfulgt af en kvinde. En kvinde vi aldrig har mødt. En kvinde der bor og lever langt fra os.

Chikanen har haft, og har fortsat, mange former.

Blandt andet har kvinden lavet falske underretninger omkring mine børn – både til kommune og ankestyrelse.

Kvinden har kontaktet mine arbejdsgivere og opfordret dem til at fyre mig. Hun har skrevet flere hundrede, hvis ikke tusinder, af opslag, tweets og kommentarer om mig.

Nogle temaer og påstande går igen; at mine børn er tvangsfjernede, at jeg er prostitueret, at jeg er narkoman, at jeg er racist, at jeg er voldelig, at jeg hvidvasker penge, at jeg er en dårlig mor, at jeg er kriminel og ikke mindst; at jeg har sendt et tæskehold efter hende.

Allesammen påstande der har til formål at så tvivl om min moral og troværdighed. Min forældreevne.

For over et år siden, blev kvinden tilkendt et politilhold på baggrund af chikanen af mig og mine børn. 5 år. Den maximale længde for et tilhold i Danmark.

Det stopper hende i midlertid ikke.

Der går ikke en uge, uden kvinden henvender sig og bryder sit tilhold. Oftest fra falske profiler. Indimellem intensiveres chikanen og hun henvender sig flere dage i træk.

Jeg anmelder overtrædelserne hver gang, og vi afventer en retssag hvor kvinden er sigtet for gentagne overtrædelser af tilholdet.

Jeg har brugt timer og dage, på at dokumentere chikanen til politiet. Læssevis af screenshots, mails og telefonopkald.

Det er drænende. Det sluger mit overskud og min energi. Det stjæler min sindsro. Det påvirker mit liv med mine børn.

For hvad bliver det næste? Hvilke angreb skal jeg afværge?

Det påvirker især min store søn på 14 som, i modsætning til de små, desværre også har adgang til sociale medier. Han læser de uhyrlige historier og kommentarer om hans mor.

Vi kan kalde det politisk hetz. Vi kan kalde det et psykiatrisk system der svigter mennesker, der er så syge, at de stalker andre. Vi kan også kalde det et retssystem, der ikke har ordentlig hjemmel og ressourcer til at beskytte mennesker som mig og mine børn mod digital stalking.

Men allermest, kalder jeg det noget af det mest væmmelige og grænseoverskridende jeg i mit liv har oplevet.

Jeg kan ikke få det til at gå væk.

Jeg kan ikke ryste hende af mig.

Jeg kan ikke slette videoer og kommentarer hun har produceret, eller bidraget til at producere, om mig.

Jeg kan ikke forhindre mennesker, der leder efter skyts mod mig, i at dele og videreformidle kvindens injurierende påstande og chikane.

Men hvis du har læst med så langt, så vil jeg sige tak.

Det kræver mod at skrive disse ting offentligt. Det er ambivalent at jeg på den ene side har brug for, at fortælle om vores oplevelser, når jeg samtidig ved, at det måske vil puste til bålet – og potentielt gøre stalkingen endnu værre.

Men modet finder jeg nu frem. For mine børn. For mig selv. Og forhåbentlig også for andre, som har oplevet at blive forfulgt som vi bliver det.

Måske heler det at sige det højt ❤️

Kærlig hilsen Denise