Stem nej 1. juni

Den 27. maj 2022 bragte sn.dk nedenstående debatindlæg af mig:

Af Denise Rostgaard, folketingskandidat for Nye Borgerlige

Vi står overfor et vigtigt valg. Valget omkring bevarelse eller afskaffelse af Danmarks EU forsvarsforbehold.

D. 23. maj deltog jeg i en debat om netop forsvarsforbeholdet. Debatten var arrangeret af Hedehusene Erhvervsforening. I debatten deltog folketingskandidater fra henholdsvis Konservative, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Jeg havde virkelig set frem til debatten, for jeg havde ledt længe efter reelle argumenter fra JA-siden for at afskaffe Danmarks EU-forsvarsforhold. Jeg hørte bare heller ikke, til denne debat, nogle overbevisende argumenter. Ja-sigerne tordner frem med floskler om sammenhold, sikkerhed og ansvar.

Men flosklerne klinger hult. Mest af alt fremstår regeringen, og de øvrige jubeleuropæere, kyniske i deres forsøg på at manipulere danskerne. Det er uanstændigt, grænsende til kvalmende, at de udnytter Ruslands modbydelige angreb på Ukraine, til at forsøge at trække mere EU ned over hovedet på danskerne.

Jeg anbefaler et klart NEJ til afskaffelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold. Det gør jeg, fordi jeg ikke mener at Danmarks skal afgive mere selvstændighed, til en Europæisk Union, der på uhyggelig vis har udviklet sig fra at være et handelssamarbejde, til at blive et centraliseret magtorgan der sender medlemslandene på militære operationer. Militære operationer, som langt oftest udspringer af franske interesser, i tidligere franske kolonier i Afrika. 31 gange siden 1993 har Danmark gjort brug af forsvarsforbeholdet. 31 gange har Danmark stået udenfor militære operationer der ligger langt udover danske interesser.

En afskaffelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold vil IKKE betyde øget sikkerhed for Danmark.

USA og NATO er fortsat den bedste garant for Danmarks sikkerhed. Truslen fra Rusland kan kun imødegås af NATO. Vores engagement i NATO skal styrkes og vi skal betale vores fulde bidrag på 2% af BNP i en hulens fart – og ikke først om 10 år.

Hvis du er i tvivl, anbefaler jeg også at du stemmer NEJ. Vi kan nemlig være sikre på, at EU-glade politikere vil bede os stemme om forsvarsforbeholdet igen. Stemmer vi til gengæld ja, mister vi forsvarsforbeholdet uden mulighed for at få det igen.

Denise Rostgaard

Folketingskandidat for Nye Borgerlige i Københavns Omegn

Debatindlægget kan også læses her