Stalket gennem mere end 2 år

Jeg har taget tilløb til dette opslag igennem lang tid. Oftest har jeg, med hjertebanken og rystende hænder, været nød til at lægge tanken fra mig. Fordi modet svigtede og angsten for stalkeren vandt.

Det drejer sig om en traumatisk tid i mit og i mine børns privatliv. Mere end to år med voldsomme, grænseoverskridende oplevelser.

Jeg har besluttet mig for, at jeg er nødt til at fortælle vores historie. Selvom mine hænder ryster imens jeg taster, og jeg må tage flere dybe indåndinger.

Dyb vejrtrækning.

Opslaget bliver langt. Måske mit længste. En video havde været bedre, det ved jeg. Men det er endnu for svært. Jeg håber I vil følge med.

Gennem flere år, omtrent så længe jeg har været engageret i politik, har mine børn og jeg været forfulgt af en kvinde. En kvinde vi aldrig har mødt. En kvinde der bor og lever langt fra os.

Chikanen har haft, og har fortsat, mange former.

Blandt andet har kvinden lavet falske underretninger omkring mine børn – både til kommune og ankestyrelse.

Kvinden har kontaktet mine arbejdsgivere og opfordret dem til at fyre mig. Hun har skrevet flere hundrede, hvis ikke tusinder, af opslag, tweets og kommentarer om mig.

Nogle temaer og påstande går igen; at mine børn er tvangsfjernede, at jeg er prostitueret, at jeg er narkoman, at jeg er racist, at jeg er voldelig, at jeg hvidvasker penge, at jeg er en dårlig mor, at jeg er kriminel og ikke mindst; at jeg har sendt et tæskehold efter hende.

Allesammen påstande der har til formål at så tvivl om min moral og troværdighed. Min forældreevne.

For over et år siden, blev kvinden tilkendt et politilhold på baggrund af chikanen af mig og mine børn. 5 år. Den maximale længde for et tilhold i Danmark.

Det stopper hende i midlertid ikke.

Der går ikke en uge, uden kvinden henvender sig og bryder sit tilhold. Oftest fra falske profiler. Indimellem intensiveres chikanen og hun henvender sig flere dage i træk.

Jeg anmelder overtrædelserne hver gang, og vi afventer en retssag hvor kvinden er sigtet for gentagne overtrædelser af tilholdet.

Jeg har brugt timer og dage, på at dokumentere chikanen til politiet. Læssevis af screenshots, mails og telefonopkald.

Det er drænende. Det sluger mit overskud og min energi. Det stjæler min sindsro. Det påvirker mit liv med mine børn.

For hvad bliver det næste? Hvilke angreb skal jeg afværge?

Det påvirker især min store søn på 14 som, i modsætning til de små, desværre også har adgang til sociale medier. Han læser de uhyrlige historier og kommentarer om hans mor.

Vi kan kalde det politisk hetz. Vi kan kalde det et psykiatrisk system der svigter mennesker, der er så syge, at de stalker andre. Vi kan også kalde det et retssystem, der ikke har ordentlig hjemmel og ressourcer til at beskytte mennesker som mig og mine børn mod digital stalking.

Men allermest, kalder jeg det noget af det mest væmmelige og grænseoverskridende jeg i mit liv har oplevet.

Jeg kan ikke få det til at gå væk.

Jeg kan ikke ryste hende af mig.

Jeg kan ikke slette videoer og kommentarer hun har produceret, eller bidraget til at producere, om mig.

Jeg kan ikke forhindre mennesker, der leder efter skyts mod mig, i at dele og videreformidle kvindens injurierende påstande og chikane.

Men hvis du har læst med så langt, så vil jeg sige tak.

Det kræver mod at skrive disse ting offentligt. Det er ambivalent at jeg på den ene side har brug for, at fortælle om vores oplevelser, når jeg samtidig ved, at det måske vil puste til bålet – og potentielt gøre stalkingen endnu værre.

Men modet finder jeg nu frem. For mine børn. For mig selv. Og forhåbentlig også for andre, som har oplevet at blive forfulgt som vi bliver det.

Måske heler det at sige det højt ❤️

Kærlig hilsen Denise

Den gale røde retning

Regeringen og de gale røde partier gør det nu endnu mere attraktivt, at leve et liv på offentlig forsørgelse i Danmark.

Medicin skal nu være gratis til børn af kontanthjælpsmodtagere. Kontanthjælpsmodtagere med børn kan nu også få børne- og fritidstillæg.

Kontanthjælpsmodtagere kan se frem til også selv få betalt deres tilskudsberettigede medicin, når de har været klienter i systemet i 12 måneder.

Absurd.

I en tid hvor der er masser af jobs at få, er det da underligt, at de røde partier insisterer på at fjerne raske menneskers incitament til at tage et job 😮

Socialisme fastholder de fattigste danskere i fattigdom og afhængighed af systemet. Det er det rene gak!

Vi har brug for en reel borgerlig kovending i dansk politik 🇩🇰

Det skal være attraktivt at tage et job. Det skal være attraktivt at være arbejdende og forsørgende rollemodel for sine børn 💪🏼

Grundlovstalen 2022

Grundlovsdag 2022 holdt jeg denne tale til Nye Borgerlige i Hovedstadens grundlovsarrangement på Bertel Thorvaldsens Plads i København.

Klik på billedet for at se og høre talen. Den åbner i Denises’ kampagneleders Facebookprofil.


Kære frihedselskende patrioter!

Nye Borgerlige betyder for mig anstændighed. Nye Borgerlige betyder for mig ordentlighed. Respekt for danskernes penge. Respekt for danskernes personlige frihed. Og ikke mindst en kærlig hånd under de svageste i vores samfund. Borgerlig solidaritet.

Vi har brug for mere anstændighed i dansk politik. Vi har brug for politik i øjenhøjde.

Danskerne har brug for langt mindre detailstyring af deres liv og mere rum og plads til deres personlige frihed.

Politikerne skal bestemme mindre. Danskerne skal bestemme mere. Også over deres egne penge. 

Vi har brug for Nye Borgerlige på Christiansborg. Vi har brug for rigtige mennesker i Folketinget. Langt størstedelen af de bestemmepolitikere, der sidder inde på Borgen, har fingeren så langt fra pulsen, at jeg personligt er begyndt at tvivle på, om der overhovedet er liv. Om der overhovedet er nogen hjemme.

Jeg kan huske første gang, at jeg var inde på Christiansborg som voksen og var inde bagved på de lange gange med højt til loftet, der hvor partierne har deres kontorer og så videre, og jeg kan huske at jeg tænkte: “Wauw – det her er den pseudovirkelighed, de fleste danske politikere lever i. Langt fra almindelige danskeres liv”.

Christiansborg. Realitypolitik. Paradise Hotel 2.0. Stedet hvor producenter, kameracrew og de fleste politkere går mere op i, hvem der har taget hvem på låret end rigtige menneskers rigtige problemer.

Christiansborg. Stedet hvor kvindekvoter i bestyrelser og i topposter i erhvervslivet er vigtigere end de mænd og kvinder, der hver dag kæmper for blot at holde sig i live på bunden af vort samfund.

Christiansborg. Stedet hvor Danmarks socialdemokratiske statsminister – Makrelmette – indledte regeringsperioden med officielle undskyldninger. Undskyldninger til både de børn, der voksede op med vold og overgreb på børnehjemmet Godhavn fra 1940erne til 1970erne. Også undskyldninger til de grønlandske eksperimentbørn, der blev tvangsfjernet fra deres hjem i 1951. 

Undskyldninger, der klinger NOGET hult, når statsministeren bagefter fuldstændigt ignorerer TV2-dokumentaren fra 2021 “Nødråb fra børnehjemmet”. En dokumentar, der viser med al tydelighed, at der stadig i dag findes børn på anbringelsesinstitutioner i Danmark, som får tæsk. Som får tæsk i stedet for omsorg. Lige nu, mens vi står her, findes der børn i Danmark, som under statens ansvar og i statens varetægt lever med mishandling, isolation, ensomhed og overgreb.

Jo, mine damer og herrer: børnenes statsminister, Mette Frederiksen. Mine damer og herrer: hykleri.

Socialdemokratiet har endda gjort det helt klart, at de ønsker at få deres krogede fingre i endnu højere grad i vores børn. De vil nemlig gerne tvangsfjerne endnu flere af danskernes børn. Til hvad? Til et liv gemt af vejen uden fremtidsudsigter?

De hader den frihed, vi elsker så højt. Den frihed, som vi i Nye Borgerlige kæmper for hver evigt eneste dag.

Christiansborg. Stedet hvor det for fire dage siden lykkedes et skruppelløst flertal af folketingets partier i stærkt samarbejde med medierne at skræmme danskerne. At skræmme danskerne til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet.

At skræmme danskerne til at tro, at afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil få en reel betydning for Danmarks sikkerhed.

Under et kvalmende påskud af, at Danmark nu bedre kan beskytte sig mod Rusland og Putin. Parentes: (ved at deltage i militære operationer i Afrika).

Ja-sigerne har brugt Putin som løftestang til at trække mere EU ned over hovedet på danskerne. Og jeg så meget gerne, at mine børn, at jeres børn, at Danmarks unge mennesker IKKE sendes afsted på mildest talt tvivlsomme operationer under EU-flag.

Militære operationer i interesser, der ligger langt ud over danske. Vores unge mennesker skal ikke lide en forgæves død i et tilfældigt hul i jorden på det afrikanske kontinent.

Vores unge er Danmarks fremtid. Ikke marionetdukker i EUs kulturimperialistiske projekt.

Har vi ikke blødt nok dansk blod i muslimske lande, hvor indbyggerne i bedste fald er ligeglade med os og vores hang til frihed og demokrati. Til ingen verdens nytte. Hvad bilder politikerne sig egentlig ind?

Ligegyldigheden og arrogancen er ikke noget nyt. Ikke når det kommer til regeringen. Regeringen, som med et snuptag har udryddet et helt minkerhverv. Tilsyneladende uden konsekvenser. Og hvad skal helt almindelige danskere gøre overfor en magtfuldkommen regering, som bryder Grundloven ved højlys dag?

Vi er samlet her i dag for at fejre netop Grundloven. Den grundlov, der skal sikre os vores grundlæggende frihedsrettigheder.

Vores ret til at forsamle os. Vores  ret til at have en mening og sige den højt. Den grundlov, der skal sikre at politikerne ikke får mulighed for at tage sig for meget magt over danskerne.

Vores grundlov. 

Men når jeg kigger på dansk politik i dag og gennem de sidste tre år står det klart, at Grundloven ikke kan stå alene. Vores Grundlov skal værnes om af anstændige, troværdige og ordentlige politikere.

Politikere som respekterer danskernes frihed, og som sætter en ære i at forvalte deres mandat med respekt for danskerne. Med respekt for vores demokrati. Med respekt for vores grundlov 

Med respekt for og kærlighed til den enkelte danskers personlige frihed.

Det er det, der er vores fornemste opgave. Som Danmarks ENESTE borgerlige parti må vi arbejde for at genindføre anstændigheden i dansk politik.

Vi er Nye Borgerlige. Vi er danskernes garant for frihed. Vi er vores folk. Folket som fædrelandets garant for, at der stadig findes et parti, man kan stemme på, som elskerne danskerne, Danmark og det som generationer af danskere har kæmpet for før os.

Jeg er stolt af at være en del af den borgerlige bevægelse, vi kalder Nye Borgerlige. Jeg er stolt af at stå her i dag sammen med jer.

For frihed og Fædreland!

Tak for ordet!

Stem nej 1. juni

Den 27. maj 2022 bragte sn.dk nedenstående debatindlæg af mig:

Af Denise Rostgaard, folketingskandidat for Nye Borgerlige

Vi står overfor et vigtigt valg. Valget omkring bevarelse eller afskaffelse af Danmarks EU forsvarsforbehold.

D. 23. maj deltog jeg i en debat om netop forsvarsforbeholdet. Debatten var arrangeret af Hedehusene Erhvervsforening. I debatten deltog folketingskandidater fra henholdsvis Konservative, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Jeg havde virkelig set frem til debatten, for jeg havde ledt længe efter reelle argumenter fra JA-siden for at afskaffe Danmarks EU-forsvarsforhold. Jeg hørte bare heller ikke, til denne debat, nogle overbevisende argumenter. Ja-sigerne tordner frem med floskler om sammenhold, sikkerhed og ansvar.

Men flosklerne klinger hult. Mest af alt fremstår regeringen, og de øvrige jubeleuropæere, kyniske i deres forsøg på at manipulere danskerne. Det er uanstændigt, grænsende til kvalmende, at de udnytter Ruslands modbydelige angreb på Ukraine, til at forsøge at trække mere EU ned over hovedet på danskerne.

Jeg anbefaler et klart NEJ til afskaffelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold. Det gør jeg, fordi jeg ikke mener at Danmarks skal afgive mere selvstændighed, til en Europæisk Union, der på uhyggelig vis har udviklet sig fra at være et handelssamarbejde, til at blive et centraliseret magtorgan der sender medlemslandene på militære operationer. Militære operationer, som langt oftest udspringer af franske interesser, i tidligere franske kolonier i Afrika. 31 gange siden 1993 har Danmark gjort brug af forsvarsforbeholdet. 31 gange har Danmark stået udenfor militære operationer der ligger langt udover danske interesser.

En afskaffelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold vil IKKE betyde øget sikkerhed for Danmark.

USA og NATO er fortsat den bedste garant for Danmarks sikkerhed. Truslen fra Rusland kan kun imødegås af NATO. Vores engagement i NATO skal styrkes og vi skal betale vores fulde bidrag på 2% af BNP i en hulens fart – og ikke først om 10 år.

Hvis du er i tvivl, anbefaler jeg også at du stemmer NEJ. Vi kan nemlig være sikre på, at EU-glade politikere vil bede os stemme om forsvarsforbeholdet igen. Stemmer vi til gengæld ja, mister vi forsvarsforbeholdet uden mulighed for at få det igen.

Denise Rostgaard

Folketingskandidat for Nye Borgerlige i Københavns Omegn

Debatindlægget kan også læses her