Sammen bryder vi tabu om psykisk sygdom

❤️ Tak til anonym kvinde, 40 år for at dele med os 🙏🏼

Læs hendes opslag her 👇🏼

———————————————————————

Her er min historie:

Jeg har vidst i mit hele liv, at jeg er lidt anderledes, men har aldrig haft nogen diagnose.

Jeg fik en dreng i 2015 med en meget traumatisk fødsel, og har været hjemme i 8 måneder med ham. Disse var den sværeste tid i mit liv nogensinde.

I det sidste par år havde jeg mistanke om, at der er noget forkert med min søn, og havde en lang tids kampe med børnehaven, lægerne og min familie.

Til sidst i 2020 blev jeg hørt, og vi var på vej til en diagnose. Desværre pga corona var processen meget langsom, og han fik sin asperger-diagnose i oktober 2021.

Det var på den tid, hvor jeg også begyndte at læse efter mine udfordringer i forhold til mit barn, arbejde og familieliv.

Jeg blev stærk nok i hjertet og besøgte min egen praktiserende læge med mine tanker, og han sendte mig videre til psykiatrisk undersøgelse.

Jeg fik min diagnose i marts: adhd+asperger.

Lige nu er jeg behandlet med en medicin, men vi stadig tester om hvilken dosis jeg skal have.

Min oplevelse er, at selv om sundhedspersonalet er venlige og tålmodige, men processen går alt for langsomt.

Det er næsten et år til at min dreng får noget terapi, og jeg har intet, kun medicinen.

Min arbejdsgiver var ond ved mig, har misbrugt mig både fysisk og mentalt, og selvom min psykiater har samtarbejder med mig og sendt mig til sygdagepenge, har jeg stadig følelsen af, at jeg får minimal pleje.

Arbejdsgiveren forårsagede min depression og stress, og jeg kæmper med disse derhjemme helt alene mens jeg pleje med min søn og går til terapi med ham.

Jeg føler, at sundhedspersonalet prøver at rotere sagen så hurtig så muligt, og det går over kvaliteten af behandling.

Men i alt har jeg stadig mere positiv end negativ oplevelse.

Hilsen anonym kvinde, 40 år.

Det er lykkedes venstrefløjen at skræmme potentielle sygeplejersker væk

28 % færre har nemlig søgt ind på sygeplejestudiet sammenlignet med året før.

Venstrefløjen har, som bekendt, kapret sygeplejerskeprofessionen, og har gjort den til gidsel i en hysterisk kamp for ‘ligeløn’ til de evige ofre – kvinderne.

Venstrefløjen – og Dansk Sygeplejeråd – har ladet danskerne tro, at sygeplejersker på det nærmeste aflønnes med tomme flasker, de selv må samle, eller at sygeplejerskernes største sorg er den skamfulde byrde af mindreværd, de skal slæbe rundt på, imens potente, magtfulde mænd løber med guldmønterne.

Venstrefløjens trækker rigtignok vælgere til, men de skræmmer så sandelig også dygtige potentielle sygeplejersker væk fra et respektabelt fag og et efterspurgt håndværk.

Arbejdsvilkårene for sygeplejersker imidlertid, er et reelt problem, som politikerne bør adressere, ved at tale faget OP, så flere søger ind på uddannelsen of flere bliver i faget. Ved at sikre, at det offentlige ikke frådser med danskernes penge, men tilfører flere af dem til den reelle kernevelfærd.

De samme politikere som prædiker samfundssind, sikrer alverdens ubrugelige akademiske uddannelser imens de slår på tromme for dagpengeret og offentlig forsørgelse til de nyudklækkede specialister i talrige uvedkommende og overflødige uddannelser.

Det kunne da være fedt – set for samfundet som helhed, hvis man i stedet for at uddanne sig indenfor nærorientalsk arkæologi eller elektronisk musik og lydkunst – uddannede sig til sygeplejerske.

Der kunne skrives tykke bøger, om alle de måder hvorpå venstrefløjen formår at nedbryde vores danske velfærdssamfund.

Men nu skal vi spise aftensmad.

Psykiatri: Patricks fortælling

Mit navn er Patrick, jeg er 30år gammel og er diagnosticeret med den psykiske sygdom ‘Paranoid Skizofreni’, og har tidligere døjet med angst, social angst og panik angst.

Jeg vil fortælle lidt om hvordan psykiatrien kan gøres bedre og hvordan en der arbejder i branchen bliver selv syg med psykiske problemer.

Der er mange ting som kunne gøres bedre, men det er ikke alle de ting som kan gøres bedre.

Mange oplever ventetiden i psyk akut skadestue er for lang🤔 det er også ganske rigtigt, men det er fordi at hospitalerne er underbemandet og man skal igennem en proces inden du bliver indlagt, jeg ved det på egen erfaring og ventetiden er noget af det værste, man skal også give personalet sin credit for det de gør! For de gør hvad de kan.

Men det er for det meste kun små visit man får, mange tilfælde er man enten ikke klar eller så stilles diagnosen for hurtigt, jeg var en af de heldige, som fik en god indlæggelse da jeg skulle diagnosticeres.

Men kampen og ventetiden er svær og hård, hvis man har et godt netværk udenfor psykiatriens vægge, så som familie der kun vil dig det godt, så vil de 100% støtte dig i din indlæggelse.

Men svært er det.

Arbejdspladsen i psykiatrien er også hård, det har jeg også haft på tæt hånd, har en jeg kender som har arbejdet i den lukkede del af psykiatrien og det har ødelagt den person, hvad personen ikke er udsat for på sin arbejdsplads, det er frygteligt.

Jeg vil gerne ses som et menneske der er normal, men selvfølgelig skal man være åben og modtage det der kommer, for et ret normalt liv bliver svært at få igen, men støtten er stor, både fra familie men også psykiatrien, hjemmeplejen hjælper også med det de kan og jeg er så taknemlig for alt den hjælp jeg får.

Jeg syntes tabuet med psykisk sygdom skal brydes og der skal mange flere kræfter(personale) til end der er nu.

Det vil gavne alle de mennesker som går med de besværligheder som jeg har men stadig går med i længden.

Jeg tager gerne denne kamp op, og opråber til fælles støtte og kamp for en bedre psykiatri!❤️

Håber i vil læse det her!

Hilsen Patrick.

Psykiatrien skal styrkes NU

Den tragiske hændelse i Fields 3. juli 2022 påvirker mig på mange måder.

Det rører mig, fordi uskyldige mennesker er blevet dræbt og såret. Det tynger mig ubeskriveligt.

Det er så meningsløst.

Det forlyder, at den unge mand bag det grusomme angreb er psykisk syg. Det forlyder at han lider af skizofreni. Vi kan ikke vide med sikkerhed, hvilke diagnoser han lever med, men vi kan dog være sikre på, at et raskt menneske ikke dræber andre i en blodrus.

Det påvirker mig. Fordi jeg arbejder med mennesker med psykiske sygdomme som sygeplejerske i intensiv lukket psykiatri. Jeg møder dem når de er akut dårlige og ubehandlede. Jeg ser dem når de får det bedre og udskrives eller overflyttes til åben psykiatri. Ofte møder jeg dem desværre igen, pga. medicinsvigt, akutte belastninger og/eller et psykiatrisk system der ikke er tilstrækkeligt.

Jeg holder af de her mennesker.

Det er mennesker der, hvis de ved de er syge, naturligvis ville vælge et andet liv. Et liv uden psykoser, vrangforestillinger, stemmehøring, bivirkninger af medicin, ensomhed og stigmatisering.

Jeg frygter, at gårsdagens hændelse vil bidrage yderligere til den stigmatisering, mennesker med skizofreni møder i vores samfund.

Det er på mange måder trist og uudholdeligt.

Samtidig tvinger den ulykkelige hændelse nu politikerne til at øge ambitionsniveauet og standarden i psykiatrien generelt.

Regeringen har syltet 10års planen for psykiatrien så længe, at den i bedste fald kan kaldes en 8års plan.

Vi skal have styrket psykiatrien. NU.

Vi skal sikre flere sengepladser, bedre udredning, bedre sammenhæng mellem sektorer og vi skal have flyttet nogle væsentlige ansvarsområder fra kommunerne over i regionerne.

Vi skal også have kigget på Psykiatrilovens lovgivning omkring tvang. Vi kan ikke entydigt fokusere på nedbringelse af tvang, selvom det lyder romantisk og rart.

Vi skylder patienter, pårørende, medarbejdere og det omkringliggende samfund, at sikre stabil medicinsk behandling af de dårligste patienter i psykiatrien. Ofte indebærer det tvang, da de dårligste patienter ikke oplever at have sygdomsindsigt.

Jeg er langt fra færdig med at reflektere over det der skete i går, og jeg håber, at debatten omkring en bedre psykiatri vil udfolde sig på den politiske scene.

Psykiatrien SKAL på dagsordenen – og jeg er klar til at give mit besyv med.

Danskerne fortjener at få det demokrati de tror de har

Mange ønsker, forståeligt, at Mette Frederiksen kommer for en rigsret. Hun og hendes slæng har ulovligt beordret et helt erhverv nedlagt. Hun har brudt Grundloven ved højlys dag. Uden skrupler.

Jeg ønsker også at retfærdigheden sker fyldest. Både for de minkavlere og familier der fik revet deres livsværk fra dem – men også for danskernes retssikkerhed fremadrettet.

Vi skal passe på vores demokrati. De sidste par års begivenheder har vist, at vi absolut ikke kan tage det for givet.

Men vi skal tænke nyt, hvis vi vil sikre, at politikerne ikke med et flertal kan bryde loven. Hvis vi vil forhindre, at politikerne vil et flertal kan beslutte, OM lovbrud overhoved SKAL dømmes.

Som det er nu, kan et politisk flertal i teorien begå kup. Og det samme flertal kan feje det ind under gulvtæppet.

En rigsret handler ikke om retfærdighed – men om MAGT. Vi så det med Inger Støjberg, som blev smidt under bussen af et flertal, for en ubetydelig gerning – fordi flertallet ville AF med hende.

Danskerne fortjener bedre.

Danskerne fortjener at få det demokrati de tror de har.

Derfor mener jeg, at man bør revurdere mulighederne for at føre opsyn med politikerne. Det skal ikke være politikere der dømmer politikere.

Det bør naturligvis være en uafhængig myndighed, der sikrer at Grundloven i Danmark overholdes, at potentielle overtrædelser undersøges retmæssigt – og at politikerne ikke rager for meget magt til sig.

Jeg elsker mit job!

Ikke alene er mit job som sygeplejerske i psykiatrien noget af det mest spændende jeg har prøvet – jeg er også blevet spurgt om jeg vil være klinisk vejleder for sygeplejestuderende i afsnittet 💪🏼

Det har jeg takket ja til. I Praksis betyder det, at jeg, sammen med en fantastisk sygeplejerske-kollega, vil få ansvaret for de seje drenge og piger som læser til sygeplejerske, og som i løbet af deres uddannelse skal have ophold på vores afdeling 👩🏽‍⚕️🧑🏼‍⚕️

Vi mangler sygeplejersker overalt i Danmark, og vi skal lægge kræfter i at skabe interesse for vores fag.

Dygtige, engagerede sygeplejersker skal bidrage til at tale faget OP, så vi kan fastholde studerende og få endnu flere til at søge ind på sygeplejestudiet ❤️

“Jamen, Denise. Skal du ikke i Folketinget?”

Jo. Det håber jeg. Jeg har drømme og visioner for Danmark og for mine børns fremtid, som jeg gerne vil kæmpe for politisk.

Men jeg holder ikke vejret i mellemtiden.

Jeg lægger mine kræfter der, hvor jeg kan gøre en forskel.

For mig findes der ikke en plan A eller en plan B. Jeg ved, at min energi og mit engagement er godt givet ud – uanset hvor jeg lander.

Stalket gennem mere end 2 år

Jeg har taget tilløb til dette opslag igennem lang tid. Oftest har jeg, med hjertebanken og rystende hænder, været nød til at lægge tanken fra mig. Fordi modet svigtede og angsten for stalkeren vandt.

Det drejer sig om en traumatisk tid i mit og i mine børns privatliv. Mere end to år med voldsomme, grænseoverskridende oplevelser.

Jeg har besluttet mig for, at jeg er nødt til at fortælle vores historie. Selvom mine hænder ryster imens jeg taster, og jeg må tage flere dybe indåndinger.

Dyb vejrtrækning.

Opslaget bliver langt. Måske mit længste. En video havde været bedre, det ved jeg. Men det er endnu for svært. Jeg håber I vil følge med.

Gennem flere år, omtrent så længe jeg har været engageret i politik, har mine børn og jeg været forfulgt af en kvinde. En kvinde vi aldrig har mødt. En kvinde der bor og lever langt fra os.

Chikanen har haft, og har fortsat, mange former.

Blandt andet har kvinden lavet falske underretninger omkring mine børn – både til kommune og ankestyrelse.

Kvinden har kontaktet mine arbejdsgivere og opfordret dem til at fyre mig. Hun har skrevet flere hundrede, hvis ikke tusinder, af opslag, tweets og kommentarer om mig.

Nogle temaer og påstande går igen; at mine børn er tvangsfjernede, at jeg er prostitueret, at jeg er narkoman, at jeg er racist, at jeg er voldelig, at jeg hvidvasker penge, at jeg er en dårlig mor, at jeg er kriminel og ikke mindst; at jeg har sendt et tæskehold efter hende.

Allesammen påstande der har til formål at så tvivl om min moral og troværdighed. Min forældreevne.

For over et år siden, blev kvinden tilkendt et politilhold på baggrund af chikanen af mig og mine børn. 5 år. Den maximale længde for et tilhold i Danmark.

Det stopper hende i midlertid ikke.

Der går ikke en uge, uden kvinden henvender sig og bryder sit tilhold. Oftest fra falske profiler. Indimellem intensiveres chikanen og hun henvender sig flere dage i træk.

Jeg anmelder overtrædelserne hver gang, og vi afventer en retssag hvor kvinden er sigtet for gentagne overtrædelser af tilholdet.

Jeg har brugt timer og dage, på at dokumentere chikanen til politiet. Læssevis af screenshots, mails og telefonopkald.

Det er drænende. Det sluger mit overskud og min energi. Det stjæler min sindsro. Det påvirker mit liv med mine børn.

For hvad bliver det næste? Hvilke angreb skal jeg afværge?

Det påvirker især min store søn på 14 som, i modsætning til de små, desværre også har adgang til sociale medier. Han læser de uhyrlige historier og kommentarer om hans mor.

Vi kan kalde det politisk hetz. Vi kan kalde det et psykiatrisk system der svigter mennesker, der er så syge, at de stalker andre. Vi kan også kalde det et retssystem, der ikke har ordentlig hjemmel og ressourcer til at beskytte mennesker som mig og mine børn mod digital stalking.

Men allermest, kalder jeg det noget af det mest væmmelige og grænseoverskridende jeg i mit liv har oplevet.

Jeg kan ikke få det til at gå væk.

Jeg kan ikke ryste hende af mig.

Jeg kan ikke slette videoer og kommentarer hun har produceret, eller bidraget til at producere, om mig.

Jeg kan ikke forhindre mennesker, der leder efter skyts mod mig, i at dele og videreformidle kvindens injurierende påstande og chikane.

Men hvis du har læst med så langt, så vil jeg sige tak.

Det kræver mod at skrive disse ting offentligt. Det er ambivalent at jeg på den ene side har brug for, at fortælle om vores oplevelser, når jeg samtidig ved, at det måske vil puste til bålet – og potentielt gøre stalkingen endnu værre.

Men modet finder jeg nu frem. For mine børn. For mig selv. Og forhåbentlig også for andre, som har oplevet at blive forfulgt som vi bliver det.

Måske heler det at sige det højt ❤️

Kærlig hilsen Denise

Den gale røde retning

Regeringen og de gale røde partier gør det nu endnu mere attraktivt, at leve et liv på offentlig forsørgelse i Danmark.

Medicin skal nu være gratis til børn af kontanthjælpsmodtagere. Kontanthjælpsmodtagere med børn kan nu også få børne- og fritidstillæg.

Kontanthjælpsmodtagere kan se frem til også selv få betalt deres tilskudsberettigede medicin, når de har været klienter i systemet i 12 måneder.

Absurd.

I en tid hvor der er masser af jobs at få, er det da underligt, at de røde partier insisterer på at fjerne raske menneskers incitament til at tage et job 😮

Socialisme fastholder de fattigste danskere i fattigdom og afhængighed af systemet. Det er det rene gak!

Vi har brug for en reel borgerlig kovending i dansk politik 🇩🇰

Det skal være attraktivt at tage et job. Det skal være attraktivt at være arbejdende og forsørgende rollemodel for sine børn 💪🏼

Grundlovstalen 2022

Grundlovsdag 2022 holdt jeg denne tale til Nye Borgerlige i Hovedstadens grundlovsarrangement på Bertel Thorvaldsens Plads i København.

Klik på billedet for at se og høre talen. Den åbner i Denises’ kampagneleders Facebookprofil.


Kære frihedselskende patrioter!

Nye Borgerlige betyder for mig anstændighed. Nye Borgerlige betyder for mig ordentlighed. Respekt for danskernes penge. Respekt for danskernes personlige frihed. Og ikke mindst en kærlig hånd under de svageste i vores samfund. Borgerlig solidaritet.

Vi har brug for mere anstændighed i dansk politik. Vi har brug for politik i øjenhøjde.

Danskerne har brug for langt mindre detailstyring af deres liv og mere rum og plads til deres personlige frihed.

Politikerne skal bestemme mindre. Danskerne skal bestemme mere. Også over deres egne penge. 

Vi har brug for Nye Borgerlige på Christiansborg. Vi har brug for rigtige mennesker i Folketinget. Langt størstedelen af de bestemmepolitikere, der sidder inde på Borgen, har fingeren så langt fra pulsen, at jeg personligt er begyndt at tvivle på, om der overhovedet er liv. Om der overhovedet er nogen hjemme.

Jeg kan huske første gang, at jeg var inde på Christiansborg som voksen og var inde bagved på de lange gange med højt til loftet, der hvor partierne har deres kontorer og så videre, og jeg kan huske at jeg tænkte: “Wauw – det her er den pseudovirkelighed, de fleste danske politikere lever i. Langt fra almindelige danskeres liv”.

Christiansborg. Realitypolitik. Paradise Hotel 2.0. Stedet hvor producenter, kameracrew og de fleste politkere går mere op i, hvem der har taget hvem på låret end rigtige menneskers rigtige problemer.

Christiansborg. Stedet hvor kvindekvoter i bestyrelser og i topposter i erhvervslivet er vigtigere end de mænd og kvinder, der hver dag kæmper for blot at holde sig i live på bunden af vort samfund.

Christiansborg. Stedet hvor Danmarks socialdemokratiske statsminister – Makrelmette – indledte regeringsperioden med officielle undskyldninger. Undskyldninger til både de børn, der voksede op med vold og overgreb på børnehjemmet Godhavn fra 1940erne til 1970erne. Også undskyldninger til de grønlandske eksperimentbørn, der blev tvangsfjernet fra deres hjem i 1951. 

Undskyldninger, der klinger NOGET hult, når statsministeren bagefter fuldstændigt ignorerer TV2-dokumentaren fra 2021 “Nødråb fra børnehjemmet”. En dokumentar, der viser med al tydelighed, at der stadig i dag findes børn på anbringelsesinstitutioner i Danmark, som får tæsk. Som får tæsk i stedet for omsorg. Lige nu, mens vi står her, findes der børn i Danmark, som under statens ansvar og i statens varetægt lever med mishandling, isolation, ensomhed og overgreb.

Jo, mine damer og herrer: børnenes statsminister, Mette Frederiksen. Mine damer og herrer: hykleri.

Socialdemokratiet har endda gjort det helt klart, at de ønsker at få deres krogede fingre i endnu højere grad i vores børn. De vil nemlig gerne tvangsfjerne endnu flere af danskernes børn. Til hvad? Til et liv gemt af vejen uden fremtidsudsigter?

De hader den frihed, vi elsker så højt. Den frihed, som vi i Nye Borgerlige kæmper for hver evigt eneste dag.

Christiansborg. Stedet hvor det for fire dage siden lykkedes et skruppelløst flertal af folketingets partier i stærkt samarbejde med medierne at skræmme danskerne. At skræmme danskerne til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet.

At skræmme danskerne til at tro, at afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil få en reel betydning for Danmarks sikkerhed.

Under et kvalmende påskud af, at Danmark nu bedre kan beskytte sig mod Rusland og Putin. Parentes: (ved at deltage i militære operationer i Afrika).

Ja-sigerne har brugt Putin som løftestang til at trække mere EU ned over hovedet på danskerne. Og jeg så meget gerne, at mine børn, at jeres børn, at Danmarks unge mennesker IKKE sendes afsted på mildest talt tvivlsomme operationer under EU-flag.

Militære operationer i interesser, der ligger langt ud over danske. Vores unge mennesker skal ikke lide en forgæves død i et tilfældigt hul i jorden på det afrikanske kontinent.

Vores unge er Danmarks fremtid. Ikke marionetdukker i EUs kulturimperialistiske projekt.

Har vi ikke blødt nok dansk blod i muslimske lande, hvor indbyggerne i bedste fald er ligeglade med os og vores hang til frihed og demokrati. Til ingen verdens nytte. Hvad bilder politikerne sig egentlig ind?

Ligegyldigheden og arrogancen er ikke noget nyt. Ikke når det kommer til regeringen. Regeringen, som med et snuptag har udryddet et helt minkerhverv. Tilsyneladende uden konsekvenser. Og hvad skal helt almindelige danskere gøre overfor en magtfuldkommen regering, som bryder Grundloven ved højlys dag?

Vi er samlet her i dag for at fejre netop Grundloven. Den grundlov, der skal sikre os vores grundlæggende frihedsrettigheder.

Vores ret til at forsamle os. Vores  ret til at have en mening og sige den højt. Den grundlov, der skal sikre at politikerne ikke får mulighed for at tage sig for meget magt over danskerne.

Vores grundlov. 

Men når jeg kigger på dansk politik i dag og gennem de sidste tre år står det klart, at Grundloven ikke kan stå alene. Vores Grundlov skal værnes om af anstændige, troværdige og ordentlige politikere.

Politikere som respekterer danskernes frihed, og som sætter en ære i at forvalte deres mandat med respekt for danskerne. Med respekt for vores demokrati. Med respekt for vores grundlov 

Med respekt for og kærlighed til den enkelte danskers personlige frihed.

Det er det, der er vores fornemste opgave. Som Danmarks ENESTE borgerlige parti må vi arbejde for at genindføre anstændigheden i dansk politik.

Vi er Nye Borgerlige. Vi er danskernes garant for frihed. Vi er vores folk. Folket som fædrelandets garant for, at der stadig findes et parti, man kan stemme på, som elskerne danskerne, Danmark og det som generationer af danskere har kæmpet for før os.

Jeg er stolt af at være en del af den borgerlige bevægelse, vi kalder Nye Borgerlige. Jeg er stolt af at stå her i dag sammen med jer.

For frihed og Fædreland!

Tak for ordet!

Stem nej 1. juni

Den 27. maj 2022 bragte sn.dk nedenstående debatindlæg af mig:

Af Denise Rostgaard, folketingskandidat for Nye Borgerlige

Vi står overfor et vigtigt valg. Valget omkring bevarelse eller afskaffelse af Danmarks EU forsvarsforbehold.

D. 23. maj deltog jeg i en debat om netop forsvarsforbeholdet. Debatten var arrangeret af Hedehusene Erhvervsforening. I debatten deltog folketingskandidater fra henholdsvis Konservative, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Jeg havde virkelig set frem til debatten, for jeg havde ledt længe efter reelle argumenter fra JA-siden for at afskaffe Danmarks EU-forsvarsforhold. Jeg hørte bare heller ikke, til denne debat, nogle overbevisende argumenter. Ja-sigerne tordner frem med floskler om sammenhold, sikkerhed og ansvar.

Men flosklerne klinger hult. Mest af alt fremstår regeringen, og de øvrige jubeleuropæere, kyniske i deres forsøg på at manipulere danskerne. Det er uanstændigt, grænsende til kvalmende, at de udnytter Ruslands modbydelige angreb på Ukraine, til at forsøge at trække mere EU ned over hovedet på danskerne.

Jeg anbefaler et klart NEJ til afskaffelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold. Det gør jeg, fordi jeg ikke mener at Danmarks skal afgive mere selvstændighed, til en Europæisk Union, der på uhyggelig vis har udviklet sig fra at være et handelssamarbejde, til at blive et centraliseret magtorgan der sender medlemslandene på militære operationer. Militære operationer, som langt oftest udspringer af franske interesser, i tidligere franske kolonier i Afrika. 31 gange siden 1993 har Danmark gjort brug af forsvarsforbeholdet. 31 gange har Danmark stået udenfor militære operationer der ligger langt udover danske interesser.

En afskaffelse af Danmarks EU-forsvarsforbehold vil IKKE betyde øget sikkerhed for Danmark.

USA og NATO er fortsat den bedste garant for Danmarks sikkerhed. Truslen fra Rusland kan kun imødegås af NATO. Vores engagement i NATO skal styrkes og vi skal betale vores fulde bidrag på 2% af BNP i en hulens fart – og ikke først om 10 år.

Hvis du er i tvivl, anbefaler jeg også at du stemmer NEJ. Vi kan nemlig være sikre på, at EU-glade politikere vil bede os stemme om forsvarsforbeholdet igen. Stemmer vi til gengæld ja, mister vi forsvarsforbeholdet uden mulighed for at få det igen.

Denise Rostgaard

Folketingskandidat for Nye Borgerlige i Københavns Omegn

Debatindlægget kan også læses her