Sammen bryder vi tabu om psykisk sygdom

❤️ Tak til anonym kvinde, 40 år for at dele med os 🙏🏼

Læs hendes opslag her 👇🏼

———————————————————————

Her er min historie:

Jeg har vidst i mit hele liv, at jeg er lidt anderledes, men har aldrig haft nogen diagnose.

Jeg fik en dreng i 2015 med en meget traumatisk fødsel, og har været hjemme i 8 måneder med ham. Disse var den sværeste tid i mit liv nogensinde.

I det sidste par år havde jeg mistanke om, at der er noget forkert med min søn, og havde en lang tids kampe med børnehaven, lægerne og min familie.

Til sidst i 2020 blev jeg hørt, og vi var på vej til en diagnose. Desværre pga corona var processen meget langsom, og han fik sin asperger-diagnose i oktober 2021.

Det var på den tid, hvor jeg også begyndte at læse efter mine udfordringer i forhold til mit barn, arbejde og familieliv.

Jeg blev stærk nok i hjertet og besøgte min egen praktiserende læge med mine tanker, og han sendte mig videre til psykiatrisk undersøgelse.

Jeg fik min diagnose i marts: adhd+asperger.

Lige nu er jeg behandlet med en medicin, men vi stadig tester om hvilken dosis jeg skal have.

Min oplevelse er, at selv om sundhedspersonalet er venlige og tålmodige, men processen går alt for langsomt.

Det er næsten et år til at min dreng får noget terapi, og jeg har intet, kun medicinen.

Min arbejdsgiver var ond ved mig, har misbrugt mig både fysisk og mentalt, og selvom min psykiater har samtarbejder med mig og sendt mig til sygdagepenge, har jeg stadig følelsen af, at jeg får minimal pleje.

Arbejdsgiveren forårsagede min depression og stress, og jeg kæmper med disse derhjemme helt alene mens jeg pleje med min søn og går til terapi med ham.

Jeg føler, at sundhedspersonalet prøver at rotere sagen så hurtig så muligt, og det går over kvaliteten af behandling.

Men i alt har jeg stadig mere positiv end negativ oplevelse.

Hilsen anonym kvinde, 40 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.