Stalket gennem mere end 2 år

Jeg har taget tilløb til dette opslag igennem lang tid. Oftest har jeg, med hjertebanken og rystende hænder, været nød til at lægge tanken fra mig. Fordi modet svigtede og angsten for stalkeren vandt.

Det drejer sig om en traumatisk tid i mit og i mine børns privatliv. Mere end to år med voldsomme, grænseoverskridende oplevelser.

Jeg har besluttet mig for, at jeg er nødt til at fortælle vores historie. Selvom mine hænder ryster imens jeg taster, og jeg må tage flere dybe indåndinger.

Dyb vejrtrækning.

Opslaget bliver langt. Måske mit længste. En video havde været bedre, det ved jeg. Men det er endnu for svært. Jeg håber I vil følge med.

Gennem flere år, omtrent så længe jeg har været engageret i politik, har mine børn og jeg været forfulgt af en kvinde. En kvinde vi aldrig har mødt. En kvinde der bor og lever langt fra os.

Chikanen har haft, og har fortsat, mange former.

Blandt andet har kvinden lavet falske underretninger omkring mine børn – både til kommune og ankestyrelse.

Kvinden har kontaktet mine arbejdsgivere og opfordret dem til at fyre mig. Hun har skrevet flere hundrede, hvis ikke tusinder, af opslag, tweets og kommentarer om mig.

Nogle temaer og påstande går igen; at mine børn er tvangsfjernede, at jeg er prostitueret, at jeg er narkoman, at jeg er racist, at jeg er voldelig, at jeg hvidvasker penge, at jeg er en dårlig mor, at jeg er kriminel og ikke mindst; at jeg har sendt et tæskehold efter hende.

Allesammen påstande der har til formål at så tvivl om min moral og troværdighed. Min forældreevne.

For over et år siden, blev kvinden tilkendt et politilhold på baggrund af chikanen af mig og mine børn. 5 år. Den maximale længde for et tilhold i Danmark.

Det stopper hende i midlertid ikke.

Der går ikke en uge, uden kvinden henvender sig og bryder sit tilhold. Oftest fra falske profiler. Indimellem intensiveres chikanen og hun henvender sig flere dage i træk.

Jeg anmelder overtrædelserne hver gang, og vi afventer en retssag hvor kvinden er sigtet for gentagne overtrædelser af tilholdet.

Jeg har brugt timer og dage, på at dokumentere chikanen til politiet. Læssevis af screenshots, mails og telefonopkald.

Det er drænende. Det sluger mit overskud og min energi. Det stjæler min sindsro. Det påvirker mit liv med mine børn.

For hvad bliver det næste? Hvilke angreb skal jeg afværge?

Det påvirker især min store søn på 14 som, i modsætning til de små, desværre også har adgang til sociale medier. Han læser de uhyrlige historier og kommentarer om hans mor.

Vi kan kalde det politisk hetz. Vi kan kalde det et psykiatrisk system der svigter mennesker, der er så syge, at de stalker andre. Vi kan også kalde det et retssystem, der ikke har ordentlig hjemmel og ressourcer til at beskytte mennesker som mig og mine børn mod digital stalking.

Men allermest, kalder jeg det noget af det mest væmmelige og grænseoverskridende jeg i mit liv har oplevet.

Jeg kan ikke få det til at gå væk.

Jeg kan ikke ryste hende af mig.

Jeg kan ikke slette videoer og kommentarer hun har produceret, eller bidraget til at producere, om mig.

Jeg kan ikke forhindre mennesker, der leder efter skyts mod mig, i at dele og videreformidle kvindens injurierende påstande og chikane.

Men hvis du har læst med så langt, så vil jeg sige tak.

Det kræver mod at skrive disse ting offentligt. Det er ambivalent at jeg på den ene side har brug for, at fortælle om vores oplevelser, når jeg samtidig ved, at det måske vil puste til bålet – og potentielt gøre stalkingen endnu værre.

Men modet finder jeg nu frem. For mine børn. For mig selv. Og forhåbentlig også for andre, som har oplevet at blive forfulgt som vi bliver det.

Måske heler det at sige det højt ❤️

Kærlig hilsen Denise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.